Giv dit trægulv en omgang olie

08 oktober 2020 Camilla Skøtt

Et trægulv skal behandles godt, det skal plejes på kontinuerlig basis og indimellem skal det friskes op med en gulvafslibning. Er det ved at være tid for dit trægulv, kan du overveje, om det skal behandles med olie.

En gulvafslibning er guld værd for din indretning. Den frisker hele rummet op, og det flotte gulv gør det langt lettere at skabe en enkel og moderne indretning, der bare spiller.

Men hvordan skal du behandle gulvet, når det er slebet? Vi foreslår olie – det er nemlig en enkel løsning, der kræver minimalt vedligehold, men som samtidig er både slidstærk og rengøringsvenlig.

Olie til trægulve

Der er flere forskellige muligheder, når det kommer til oliering af trægulve, men ens for alle gælder det, at olien trænger ned i træet, så det mættes, og dermed kan skidt og snavs ikke suges ind i brædderne.

Som tommelfingerregel siger man, at dit gulv bliver en del mørkere og varmere, når du behandler det med olie, og det gør det også, hvis du vælger den almindelige løsning – men du kan også vælge olie med pigment.

Pigment er farve, og dermed kan du altså være med til at tone gulvet i en anden nuance. Det fungerer ikke som maling, der lægger sig ovenpå brædderne – farven trænger stadig ned og blander sig med træets naturlige farve. Af samme årsag er det også hvid, der er den mest almindelige farvepigmentolie; med den kan du nemlig skabe et lysere gulv, end du oprindeligt har.

Er du vild med det lyse look, kan du overveje at behandle gulvet med lud, inden det får olie. Lud stopper den gulningsproces, der får gulvet til at blive mere og mere gult med årene, og samtidig kan du vælge lud med hvid farvepigment, så du kan skrue yderligere op for det lyse look – er du i tvivl, så spørg din lokale gulvmand.

Flere Nyheder